Standard FCI
nr. 212
Samojedhund
FCI = Fédération Cynologique Internatioale
OPRINDELSESLAND: Nordlige Rusland & Sibirien
PROTEKTION: NKU (Nordisk Kennel Union)
ANVENDELSE: Slædehund, ledsagerhund.
KLASSIFIKATION: FCI gruppe 5 (Spidshunde og racer
af oprindelig type), Sektion 1.2 (Nordiske slædehunde). Uden brugsprøve.
HISTORIE: Racen har sit navn efter
Samojed-stammerne i det nordlige Rusland og Sibirien. I områdets sydlige egne
blev hvide og sort/brun-brogede hunde brugt til at vogte rensdyr. I de nordlige
egne var hundene rent hvide, havde et mildt temperament og blev brugt som jagt-
og slædehunde- Samojedhundene levede tæt sammen med deres ejere; de sov endda
med i teltene og blev brugt som ”varmedunke”.
Den britiske zoolog Ernest Kilburn Scott tilbragte tre måneder hos
Samojed-stammerne i 1889 og da han vendte hjem til England, medbragte han en
brun hanhvalp ved navn ”Sabarka”. Senere importerede han en cremefarvet tæve
kaldet ”Whitey Petchora” fra vestsiden af Ural-bjergene og en snehvid han
”Musti” fra Sibirien. Disse få hunde er – sammen med dem, der blev bragt
hjem af forskningsekspeditionerne – grundlaget for racen i Vesten. Den første
standard blev skrevet i England i 1909.
KLASSIFIKATION: Middelstor og elegant, en hvid,
arktisk spidshund. Dens fremtræden giver indtryk af styrke, udholdenhed,
charme, smidighed, værdighed og selvtillid. Dens udtryk, det såkaldte ”Samojed-smil”,
dannes ved en kombination af øjnenes form og placering og de let opadbuede
mundvige. Kønspræget skal være klart markeret.
PROPORTIONER: Kropslængden er ca. 5% større
end skulderhøjden. Brystdybden er en smule mindre end den halve skulderhøjde.
Næseparti og skalle har næsten samme længde.
TEMPERAMENT: Venlig, åben, opmærksom og
levende. Jagtinstinktet er ubetydeligt. Aldrig sky eller aggressiv. Racen er
meget omgængelig og er ikke egnet som vagthund.
HOVED: Kraftfuldt og kileformet.
SKALLEPARTI: Set forfra og i profil kun let konveks. Bredest mellem ørene.
STOP: Klart defineret, men ikke for fremtrædende. Pandefuren er kun let synlig.
NÆSE: Veludviklet; foretrækkes sort. På visse tider af året kan den være
afbleget (såkaldt ”Vinternæse”), men der skal dog altid være mørkt
pigment ved næserandene.
NÆSEPARTI: Kraftigt og dybt, omtrent af længde som skallen, gradvis smallere
mod næsen, hverken spinkelt eller groft og kvadratisk. Næseryggen er lige.
LÆBER: Tæt sluttende, sorte og ret fyldige. Mundvigene er let buede og danner
det karakteristiske ”Samojed-smil”.
TÆNDER, BID: Regelmæssigt og komplet saksebid. Tænder og kæber er kraftige.
Normalt tandsæt.
ØJNE: Mørkebrune af farve, ret dybtliggende, placeret ret langt fra hinanden,
noget skråtstillede og mandelformede. Udtrykket er ”smilende”, venlig, vågent
og intelligent. Øjenrandene er sorte.
ØRER: Opretstående, nærmest små, tykke og trekantede med let rundede
spidser. De skal være bevægelige og højt ansatte; på grund af den brede
skalle er de ansat godt langt fra hinanden.
HALS: Kraftig og middellang, med en stolt holdning.
KROP: Noget længere end skulderhøjden; dyb og kompakt,
men smidig.
MANKE: Tydelig markeret.
RYG: Middellang, muskuløs og lige; hos tæver lidt længere end hos hanner.
LÆND: Kort, men stærk og veldefineret.
KRYDS: Fyldigt og stærkt, muskuløst og svagt faldende.
BRYST: Bredt, dybt og
langt, når næsten ned til albuerne. Godt hvælvede ribben.
UNDERLINIE: Moderat optrukken bug.
HALE: Ret højt ansat. Når hunden er opmærksom eller i
bevægelse, bæres halen fremadbøjet fra roden hen over ryggen eller siden. I
ro kan den bæres hængene og skal da nå haseleddet.
FORPART: Velstillede og muskuløse forben
med kraftig benstamme. Set forfra er de lige og parallelle.
SKULDRE: Lange, faste og skråtstillede.
OVERARM: Skråtstillet; slutter tæt til kroppen. Omtrent af længde som
skulderbladet.
ALBUER: Slutter tæt til kroppen.
HÅNDROD: Stærk, men smidig.
MELLEMHÅND: Let skråtstillet.
FORPOTER: Ovale, med lange, smidige tæer og rettet lige fremefter. Tæerne er
hvælvede og ikke alt for tæt sluttede. Elastiske trædepuder.
BAGPART: Set bagfra lige og parallelle
bagben med meget kraftig muskulatur.
OVERLÅR: Middellangt, temmelig bredt og muskuløst.
KNÆLED: Velvinklet.
HASELED: Ret lavt ansat og velvinklet.
MELLEFOD: Kort og stærk, lodret stillet. Parallelle haser.
BAGPOTER: Som forpoterne. Vildtkløer bør være fjernet. NB! Fjernelse af
vildtkløer er forbudt i Danmark.
BEVÆGELSE: Kraftfuldt og fri, virker utrættelig,
med lange skridt. God rækkevidde i forparten
og godt fraskub i bagparten.
PELS:
HÅRLAG: Rigeligt, tyk, elastisk og tæt polarpels. Samojedhunden har dobbelt
pels med en kort, blød og tæt underuld og en længere, mere grov og lige dækpels.
Om halsen og skuldre danner pelsen – især hos hanner – en krave, der
indrammer hovedet. På hovedet og på forsiden af forbenene er pelsen kort og
glat. Udvendigt på ørene er den kort, udstående og glat. Ørernes inderside
skal være godt behårede. Bag på lårene danner pelsen bukser. Der skal være
et beskyttende hårlag mellem tæerne. Halen er beklædt med fyldig pels. Hos tæver
er pelsen ofte kortere og af en mere blød struktur end hos hanner. Den korrekte
pelskvalitet skal altid have et specielt glansfuldt skær.
FARVE: Rent hvid, creme eller hvid med bisquit (grundfarven skal være hvid, med
nogle få, bisquitfarvede aftegninger). Pelsen må aldrig virke lysebrun.
STØRRELSE:
Skulderhøjde:
Idealhøjde for hanner
57 cm +/- 3 cm.
Idealhøjde for tæver
53 cm +/- 3 cm.
FEJL:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter, betragtes som en fejl, hvis
betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
*Synlig bygningsfejl.
*Let knoglebygning.
*Mangelfuldt kønspræg.
*Gule øjne, Bløde ører.
*Tangbid.
*Tøndeformet brystkasse.
*Hale med dobbelt krølle.
*Lavstammet bygning.
*Groft hjulbenet eller kohaset.
*Bølget eller kort pels overalt; lang, blød eller hængende pels.
*Reserveret temperament.
ALVORLIGE FEJL:
*Tydelige upigmenterede områder på øjenrande eller læber.
DISKVALIFICERENDE FEJL:
*Øjne blå eller af uens farve.
*Overbid.
*Underbid.
*Ørerne ikke opretstående.
*Pelsfarven afvigende fra den i standarden tilladte.
*Sky eller aggressivt temperament.
BEMÆRK: Hanhunde skal have to normalt
udviklede testikler i pungen.
*******
Standarden udgivet af FCI den 17. november 1997.
Oversættelsen godkendt af DKKs Standard Komité marts 1998.